fav_idlehelp_center_iconicon planelogo boxquestion_icon
Tilbud

Tyrkiet rejser

Fine sandstrande, summende resortbyer, billedskønne bjerglandskaber og et gæstfrit folkefærd – Tyrkiet rejser vi til af mange årsager, og TravelBird har helt sikkert det rigtige tilbud til jer!
Se mere:

Det er ingen hemmelighed – vi danskere elsker at rejse til Tyrkiet.

Faktisk er der næsten 300.000 af os, der hvert år drager mod det solrige og smukke land, der forbinder Europa og Asien. Med sine lækre badestrande, betagende landskaber og fascinerende kultur er det både par, familier og vennegrupper, der booker en sommerferie til Tyrkiet. For her er noget for enhver smag – travle sandstrande, myldrende markeder, smukke kulturskatte, betagende natur og (ej at forglemme) et skønt køkken med et utal af lækkerier!

Tyrkiet har en lang og fascinerende historie bag sig, og en skinnende og spændende fremtid foran sig. Der opføres skyskrabere, indkøbscentre og hoteller som aldrig før, men blandt dem finder I stadig ældgamle romerske ruiner, charmerende fiskerbyer, farvestrålende moskéer og åbne stepper, så langt øjet rækker. Og heldigvis for det, for det er netop alt dette, både det moderne men så sandeligt også det traditionelle og historiske, som man i Tyrkiet rejser rundt for at opleve.

Badeferie i Tyrkiet

Kusadasi, Bodrum, Alanya, Marmaris, Antalya… I Tyrkiet rejser de fleste af os mod de fine badestrande, som ligger langs den sydlige kyst.

Badedyr, håndklæder i alskens farver, cocktails, lyden af legende børn og enorme mængder solcreme – det er dét, mange af os forbinder med en badeferie i Tyrkiet.

For mange er Tyrkiet synonymt med travle kystbyer, lange dasedage i solen, masser af underholdning døgnet rundt og et kulørt natteliv. Og lige præcis derfor er vi så mange, der elsker at rejse til Tyrkiet. Rejser I med familien, kan I f.eks. vælge at holde jeres sommerferie i Alanya, hvor I finder en god blanding af børnevenlige strande, spændende museer og interessante bygninger. Her ligger også et stort vandland, en forlystelsespark og en dyrepark, så der er rigeligt at give jer til, hvis I bliver trætte af at ligge på stranden. Rejser I med større børn, kunne Kusadasi også være et godt bud – her er masser af forskellige aktiviter for alle aldre; alt fra forlystelsesparker og mærkevarebutikker til historiske moskéer og livlige markeder. Desuden ligger den smukke Dilek Nationalpark samt den romerske ruinby Ephesos lige udenfor byen og lægger op til spændende udflugter.

Leder I efter noget med knap så meget turisme og natteliv? Så kan I vælge den charmerende havneby Side, som ligger lidt længere oppe af kysten fra Alanya. Her ligger der flere spændende ruiner, hyggelige shoppinggader og fine badestrande. Byens centrum er bilfri, og egner sig derfor perfekt til jer, der søger lidt roligere omgivelser. Skal der være større fokus på wellness og aktive udflugter, kan I vælge den fredelige by Dalaman, som har nogle af Europas hvideste strande samt flere golfbaner, badehuse med termiske kilder og gode vandreruter. Og for jer, der rejser til Tyrkiet med formålet at finde liv og glade dage, er der så rigeligt med udvalg. Tag til Marmaris, som lokker med sin kendte bargade, sin flotte lystbådehavn og sit pulserende, næsten døgnåbne natteliv. Eller gør som de velhavende tyrkere, og hold ferien i elegante Bodrum. Her er der knap så meget tryk på, men det er en ideel ferieby for par, der ønsker at slappe af om dagen og tage på natklub om aftenen uden at støde på børnefamilierne. Kronen på værket er måske Antalya, der med sin ca. 1 million indbyggere kan gøre det ud for både badeferie og storbyferie. Den tyrkiske rivieras sprudlende hovedstad fortryller med sit utal af restauranter, natklubber og shoppingmuligheder, sin 2000 år gamle bydel og sine pæne sandstrande. Her ligger også flere vandparker, biografer og et tivoli.

Unikke oplevelser i Tyrkiet

I Tyrkiet rejser de romerske ruiner, finurlige klipper og ældgamle fæstninger sig i landskabet og indbyder til dagevis af spændende oplevelser.

En luftballonstur over Kappadokiens finurlige klippeformationer, en dagstur til den romerske ruinby Ephesos eller en vandretur ad Den Lykiske Sti. Tyrkiet er meget andet end badeferie, og byder på kultur- og naturoplevelser i særklasse!

Tyrkiet rejser mange af os til for at tage på en lækker strandferie, men snyd ikke jer selv for at opleve de mange andre vidunderlige aktiviteter, som landet har at byde på. En luftballontur over Kappadokiens bjerge er ubetinget en af de vildeste oplevelser – se lyset spille over de imponerede klippeformationer og de små landsbyer, spot de ældgamle huler og lad jer betage af det fascinerende landskab, der strækker sig milevidt i alle retninger. Er I ikke vilde med ideen om at opleve området fra luften, er det måske en idé at opleve det fra hesteryg. Kappadokien får sit navn fra det oprindelige folk, hittiterne, som kaldte området “de smukke hestes land”.

Tyrkiets smukke landskab egner sig også perfekt til aktive ferier. De rå bjergkæder lægger op til nogle spændende vandreture i en vild natur, og erfarne vandrefugle vil elske at gå på opdagelse i de (næsten) mennesketomme passager, stier og huler. Holder I jer hellere til et nemmere terræn, vil en lang vandretur ad den Lykiske Sti måske være noget for jer. Romerske og byzantiske ruiner ligger spredt langs ruten, og selve underlaget varierer fra asfalt og brostensbelagte veje til skovstier og næsten usynlige bjergstier. Fra start til slut tager turen ca. 5 uger, men de fleste vælger at tage turen i etaper, så de har tid til at nyde den imponerende natur og finde landskabets skjulte kulturskatte.

Og kulturskatte er der nok af i Tyrkiet. Især er landet spækket med ruiner fra fordums tid, hvor det romerske, ottomanske og byzantiske rige havde deres storhedstid. En af de mest velbevarede byer er Ephesos (også kendt som Efes) nær Kusadasi, hvor romertidens hverdagsliv næsten er til at tage og føle på mellem de ældgamle ruiner af templer, amfiteatre og bordeller.

Storbyferie i Istanbul

Gæster på udkig efter ægte storbystemning i Tyrkiet rejser gerne til landets måske mest interessante by, Istanbul.

Historie, kultur, gastronomi, shopping, arkitektur, natteliv… Istanbul har alt, hvad hjertet kan begære, og her mødes det moderne og trendy vesten med østens mystik og traditioner i en skøn forening.

I kan med fordel starte jeres ferie i Istanbul i Sultahnamet, byens gamle bymidte, hvor størstedelen af byens historiske seværdigheder ligger – den betagende Hagia Sofia, Topkapipaladset, Den Blå Moské (Sultahnamet Camii) og Grand Bazaar, som er verdens største overdækkede basar. Tag derefter på shopping i byens store shoppinggade Istiklal Caddesi eller i et af de 50 indkøbscentre, der ligger spredt i og omkring byen. Her finder I den nyeste mode, hippe spisesteder, moderne boligforretninger samt masser af underholdningsmuligheder. På byens basarer finder I en mere autentisk shoppingoplevelse, hvor I kan prutte om prisen for smukke tæpper, duftende krydderier, farvestrålende snabelsko og håndlavet keramik. Bevæg jer videre mod det pulserende kvarter Beyoglu, som er notorisk for sit farverige natteliv. Her tager både feriegæster og lokale hen for at besøge et af de mange musikhuse, biografer, restauranter og spillesteder, hvoraf mange har åben til den lyse morgen.

Istanbul var engang landets hovedstad, men den flere tusinde år gamle metropol er mere levende end nogensinde. Her kan I drikke tyrkisk kaffe og spise baklava, snuse rundt i de travle basarer, opleve historiens vingesus i den gamle bydel og forundres over de vrimlende gader, der blander nyt og gammelt på en helt unik måde.

Uanset hvilken slags ferie I vælger, så ønsker vi jer en god tur til Tyrkiet!

Kan vi hjælpe dig? Find svar på de oftest stillede spørgsmål eller kontakt os.
Til kundeservice