Rejser til Sri Lanka

Duftende krydderier og teplantager, betagende templer, tropiske strande og et fascinerende dyreliv — alt dette og mere til kan I opleve på en af TravelBirds spændende rejser til Sri Lanka.
Vælg udrejsedato
2 Tilbud
Vores bedste tilbud – særligt udvalgt til dig

Opdag mere

Den 25 år lange borgerkrig sluttede i 2009, og siden er Sri Lanka igen blevet en populær feriedestination. Faktisk er der nu omkring 1,5 millioner turister, der rejser til Sri Lanka hvert år.

En rejse til Sri Lanka byder på et væld af oplevelser. Øen er især kendt for sine lækre strande, templer, teplantager og de flotte og forskelligartede landskaber. Klimaet er tropisk med tørre og regnfulde årstider. Der er to monsunsæsoner, men de berører kun henholdsvis den nordøstlige og den sydvestlige del, hvilket vil sige, at der altid er godt vejr et sted på øen. Regnen til trods er temperaturerne langs kysten på omkring 20-30 grader døgnet rundt, hele året. Det lune vand og de fløjsbløde strande er naturligvis et hit hos badeglade turister, men Sri Lanka lokker med mange flere spændende muligheder.

Er I til naturoplevelser, er det bestemt også værd at overveje Sri Lanka som rejsemål. Den varierede natur byder på vild og uspoleret jungle, brusende vandfald, teplantager så langt øjet rækker og nationalparker med et eksotisk dyreliv. Besøg eksempelvis Minneriya Nationalpark, et dyrereservat, som er et af de bedste steder i Sri Lanka at se vilde elefanter. I kan tilmed være heldige at få ceylonmakak-aber, sambarhjorte, bøfler, krokodiller og leoparder at se.

Sri Lankas skatte
Kultur- og kunstelskere, der rejser til Sri Lanka, vil helt sikkert føle sig i deres rette element.
Sri Lanka er hjemsted for et utal af underskønne templer og har otte steder, som figurerer på UNESCO's verdensarvsliste.

Øens mest spektakulære attraktion er Sigiriya-klippefortet, der ligger på en 200 meter høj klippe midt ude i junglen, og som af srilankanerne selv kaldes verdens ottende vidunder. Fortet stammer helt tilbage fra det 4. århundrede og består af et citadel, de berømte vandhaver og 1500 år gamle freskoer.

Vil I opleve Sri Lankas templer, kan det anbefales at besøge det hellige Temple of the Sacred Tooth Relic i Kandy, der er indehaver af en af selveste Buddhas tænder. Templet er derfor øens allerhelligste af slagsen, og pilgrimme valfarter hertil fra hele verden. Det buddhistiske relikvie har siden antikken spillet en stor rolle i den lokale politik, da indehaveren af tanden ifølge sagnet hersker over riget.

Læg også vejen forbi ruinerne i Polonnaruwa, hvor I kan beundre den gigantiske siddende Buddha, der er hugget ud af ét stykke granit. Der er flere fascinerende sten at udforske ikke langt fra Polonnaruwa i form af Dambulla-stentemplet, et underjordisk og velbevaret tempelkompleks. Det består af et imponerende netværk af fem grotter med i alt 153 flotte stenstatuer af Buddha, der stammer fra vidt forskellige historiske perioder.

Venlige ord kan sejre

– Tamilsk ordsprog
Sri Lankas Strande
Mange turister rejser til Sri Lanka for at opleve landets skønne badestrande.
Sri Lanka er et godt bud, hvis I er på udkig efter en eksotisk ferie, hvor I kan dase på en fløjsblød sandstrand med en paraplydrink i hånden under en svajende palme.

Langs Sri Lankas kystlinje finder I det dejligste dybblå vand, man kan tænke sig, og så sikrer de tropiske himmelstrøg behagelige temperaturer stort set året rundt. De bedste strande finder I hovedsageligt på øens sydlige kyst. Tag eksempelvis til strandene i Hikkaduwa, der er blandt de mest besøgte, hvilket blandt andet skyldes de mange aktiviteter, restauranter og børnevenlige strækninger. På sydkysten kan I også opleve Tangalles brede paradisstrande, og i Unawatuna kan I snorkle blandt farvestrålende koralrev. Vil I gerne styre udenom de store horder af turister, er det strandene på østkysten, I skal søge mod. De er mindst ligeså flotte som strandene mod syd, men da de er sværere at komme til, er der færre, som tager turen. Østkysten byder tilmed på nogle af Sri Lankas bedste steder til snorkling og dykning. Er I vilde med at surfe, er der også gode muligheder for det. De bedste surferspots afhænger af monsunsæsonerne, og de mest velegnede steder at surfe er derfor på den sydvestlige kyst fra november til marts og på østkysten fra maj til september.

Aromatiske Sri Lanka
Når I rejser til Sri Lanka, er det et must at besøge en af de mange teplantager, som øen er så berømt for.
Teproduktionen i Sri Lanka startede med briten James Taylors lille teplantage i 1867. Det viste sig hurtigt, at klimaet var perfekt til dyrkning af te, og sidenhen er landets produktion af te steget støt.

I dag er Sri Lanka verdens fjerdestørste producent af te, og teindustrien er den industri, som flest mennesker på øen arbejder indenfor. Når man rejser til Sri Lanka er det derfor svært at komme udenom de vidtrakte, frodige temarker, der i den grad er et helt særligt syn. Det kan anbefales at tage på en togtur gennem Sri Lankas bankende, grønne hjerte, hvor I kan være sikre på en fortryllende udsigt til de terrasserede temarker, vandfald og mægtige bjerge.

Klimaet i det srilankanske højland byder på megen regn, høj luftfugtighed og kølige temperaturer, hvilket også er ideelt til dyrkning af en lang række af de krydderier, vi kender fra vores hverdag. Området omkring Matale siges at have nogle af de smukkeste såkaldte Spice Gardens — krydderihaver. Her er der flere steder mulighed for at få en guidet tur, hvor I kan indsnuse et væld af friske og aromatiske krydderier. En sådan tur er også en unik mulighed for at se hvordan peber, vanilje, kanel og andre kendinge fra de danske køkkenhylder ser ud, inden de havner i krydderikrukkerne. I forbindelse med krydderihaverne er der ofte også en lille butik, hvor I kan købe lidt af havens lækkerier med hjem til at sætte krydderi på hverdagen.